Jeg var i dag med på en workshop om ”patientskærme”, de skærme med informationer man møder på afdelingen med fx, hvem der er på vagt og dagens gang.
Alle afdelinger har forskellige måder at gøre det i dag, men tanken er at få lavet det nogenlunde ens på Nyt OUH. Det vil give noget genkendelighed og ensartethed uanset om man er på den ene eller anden afdeling.
Personligt kommer jeg lidt rundt på forskellige afdelinger og har også oplevet at ”blive lånt ud” til en anden afdeling, hvis der er pladsmangel. Så jeg går ind for at det er nogle ligheder på tværs af afdelingerne.
Find vej – det sidste stykke
Jeg har tidligere været med i en workshop om wayfinding på det nye OUH.
I denne workshop var fokus på det sidste stykke fra man finder afdelingen og til man finder den rette stue på en sengeafdeling.

Der var lavet en øvelse med en “brugerrejse”, hvor man på etagen havde sat skilte på døren mv. Så blev det til en kombineret work-and-talk-brain-storm-øvelse.
Godt planlagt og gennemført. Den er noteret i idebanken her.
Patientskærme på gangene på afdelinger (og evt. ved indgang til afdeling)
Noget af det der blev drøftet var, hvad der skulle være på denne informationsskærm. Både som patient og pårørende.
I dag er der skærme på nogle afdeling og andre er det måske et whiteboard, hvor man har billeder af personale man sætter ind på fx morgen, eftermidag og nattevagt.

Her nogle af de ting man arbejder med og et par private kommentarer.
| Organisation | Her vil man kunne se fx, hvem der er afdelingslæge, sekretær mv. Personligt føler jeg dette afsnit er unødvendig information, da kontakt til disse som regel vil ske gennem enten ens kontakt sygeplejerske eller en læge på afdelingen. |
| Hvem er på arbejde | Denne giver god mening både som pårørende og patient. Flere afdelinger er blevet gode til lade en sygeplejerske blive ansvarlig for nogle bestemte stuer. På den måde, så ved man hvem man skal gå til, hvis der er noget om ens behandling. Ved at have det stående på infoskærm, så ved man også hvem er det nu lige ”der har mig” i dag. (Er man som mig dårlig til navne, så kan man også lige friske navnene op) Har man i en dagvagt måske en “vikar” man ikke lige har kemi med, så kan det være man bliver lidt mere tryg ved at man på skærmen kan se at der kommer et kendt ansigt om eftermiddagen (men dette er kun et “tænkt” eksempel) |
| Om afdelingen | Lidt et område, hvor afdelingen kan oplyse praktiske ting, dagens gang, oplysninger om besøgstid mv. Denne kunne måske prioriteres lidt mere, så den også for nogle faste rubrikker, fx: – Dagens gang (morgenmad, stuegang, ro mv) – Besøgstid (typisk vejledende, men med ro fra 12-14) – Find vej (indgang mv., så man kan skrive det ned eller sende et billede, hvis nogen melder sin ankomst) |
“Stue-skærm”
På den enkelte stue kommer der også en skærm/tablet. Her vil udover mulighed for radio og tv også kunne være adgang til fx informationsmaterialer- og videoer fra en enkelte afdeling.
Der er også mulig for ”videosamtaler” til fx stuegang. Så kan læger og øvrigt personale bruge den samme sikre løsning og skal ikke til at bruge patients eget udstyr, der kan være af svingende kvalitet.
Det er mest et medie-center med oplysninger på afdelingniveau, så svar på blodprøver og andet er fortsat via sundhed.dk
“Differentieret patientkald”
Jeg spurgte lidt ind til det man kalder “differentieret patientkald” som jeg var med i et projekt om på min uddannelse som Multimediedesigner. Så man fx kan tilkalde hjælp alt efter om man fx har et spørgsmål, mangler noget at drikke eller fx noget mere alvorligt. Det er ikke aktuelt på programmet, da forsøg har vist at flertallet fortsat bruger snoren til det hele.
En fordel på nyere sygehuset er også, at personalet kan se hvilken seng og stue der kalder. Så den der med “ring når droppet er løbet ind” er en praktisk løsning, da man så ved, hvorfor stuen ringer.
Anekdote fra fortiden: Jeg lå som nr. 3 på en 2 sengsstue og blev dårligere og dårligere om natten. Så frem med mobilen og ringe til sengeafdelingen, da jeg jo ingen snor havde og de 2 andre lå og snorkede om kap.
Overordnet set bliver der gjort en stor indsats for at ens besøg som patient, pårørende eller gæst skal gå godt. Lige fra skilte ved indfaldsveje og frem til skærme på gange og stuer.
Det er spændende at få lov til at bidrage med et patient-input.
